Anne Knudsen – Weekendavisen – 22.11.04

Anmeldelse af ‘De små oprør’

Døren på klem
De fleste piger med indvandrerbaggrund klarer sig et sted mellem fint og okay. Lærere og vejledere har brug for at forstå, hvordan dét går til – og hvordan man støtter pigerne.

Man hører mest om dem, det går helt, helt galt for. Det er ikke alene den store offentlighed, der har det indtryk, at unge piger, der nægter at lade sig gifte bort efter forældrenes forgodtbefindende, risikerer livet; det indtryk får de unge piger selv fra offentligheden. Og dét betyder igen, at de måske ikke får sagt fra over for deres forældre – selvom netop deres forældre faktisk ville være fulde af forståelse.

Dette er en karakteristisk pointe i antropologen Marianne Nøhr Larsens tænksomme analyse af den situation, unge piger med anden etnisk baggrund end dansk står i. Hun har konstant fokus på de unges egen erfaringshorisont og egne muligheder. Det er deres liv, det handler om, og hvis de liv skal leves om, er pigerne selv de nærmeste til det. Teenagepigerne er ikke de eneste, Nøhr Larsen har et usædvanligt blik for; det gælder også deres forældre. Der findes naturligvis, skriver hun, forstokkede og ukærlige forældre, men det store flertal vil det bedste for deres børn.

Problemet er, at de ofte ikke ved, hvad det bedste ville være. En af de rystende sandheder om minoriteternes liv i Danmark, som Nøhr Larsen trækker frem, er deres næsten fuldkomne uvidenhed om, hvordan almindelige danskere faktisk lever. Alle de pædagoger osv., hun har talt med i forbindelse med bogen, fortæller, hvor chokerede de unge piger bliver, når det går op for dem, at der findes danskere med et normalt familieliv. Danskere, der har et tæt familieliv til daglig; der ser deres slægtninge og gamle forældre jævnligt; som ikke er fraskilte; som laver mad; som tager sig af deres børn; som selv gør rent – osv. osv. osv. De har aldrig i deres liv været hjemme hos en normal dansk familie. En stor del af pigerne er opvokset i kvarterer, hvor de få danske familier hører blandt de sværest belastede danskere overhovedet. Netop med druk, stoffer, skilsmisser, tilfældig sex – og omsorgssvigt.

Bogen henvender sig først og fremmest til mennesker, der konkret arbejder med piger med indvandrerbaggrund: skolelærere, studievejledere, klubmedarbejdere osv. Den begynder med et stort afsnit om pigerne; hvem er de, hvad kan de, hvad ved de, hvad er deres typiske problemer. Her behandles det problem, at mange af familierne ikke har for vane overhovedet at tale sammen om væsentlige ting. Børnene ved ikke, hvad moderen var på hospitalet for; de ved ikke, hvad forældrene tænker – og forældrene har ingen anelse om, hvad børnene konkret foretager sig i skolen. Det fører til forbud – og for mange piger til et væv af løgne.

Dernæst følger et afsnit om de fagpersoner, der kommer i berøring med pigerne, og endelig kommer det fremadrettede afsnit om ‘møderne’, de praktiske tiltag, som har haft succes med at støtte denne pigegruppe.

Den gennemgående, røde tråd er det perspektiv, at invandrere og deres børn er handlende mennesker, som selv kan ændre deres liv, hvis de har midlerne og motiverne. Den forkætrede 24-årsregel har for eksempel ikke bare gjort mange vrede; den har også stillet en helt ny betingelse for pigerne. Nu skal de finde ud af, hvad de skal lave, når de ikke skal giftes tjuhej. Hvilken uddannelse skal de tage? Hvad er kravene? Og mulighederne?

Nøhr Larsen er velsignet konkret det meste af bogen igennem. Forældrene skal på besøg på lejrskolen, så de kan se, hvad det er for noget. De skal have tegninger af, hvordan svømmeundervisningen er indrettet med badedragter og adskilte omklædningsrum. De skal have at vide, at de fleste danske forældre også råder deres børn fra druk og sex i flæng. De skal inviteres til forældremøde, fordi man gerne vil høre deres overvejelser – ikke bare fordi de skal vise ansigtet frem og lade sig belære. Det er jo deres børn, som forfatteren skriver.
Indimellem spørger man sig, om det virkelig skal være nødvendigt med sådan en kæmpe indsats; men så husker man, at det meste faktisk findes i forvejen. Der holde jo forældremøder, der gives studievejledning, der er klubber, aktiviteter og tiltag allerede. Det handler bare om at få dem til at passe til formålet.
Formålet er ikke at få så mange børn som muligt til at kaste vrag på deres forældre og flytte på herberg. Formålet er, at de små oprør skal skaffe unge kvinder så selvstændigt og lykkeligt et liv, som de selv kan magte. Det er jo deres liv.