Brugerinddragelse – dynamisk kulturforståelse – åbent blik

Antropologisk metode handler blandt andet om at afdække, hvad der skaber mening og sammenhæng for mennesker.

Interkulturel dialog handler om at være tydelig i dialogen. Hvis det, man vil formidle til en anden, ikke giver mening for vedkommende, kan man ikke sælge sin vision. Man kan ikke skabe motivation, hvis ideen ikke skaber mening eller sammenhæng.

Antropologisk metode kan bruges til at finde ud af, hvad der giver mening for ens målgruppe – brugerne, samarbejdsparterne el.lign. – så man kan skabe en reel platform for dialog og samarbejde.

Antropologisk metode går ud på at have et åbent blik – det vil sige at kunne få øje på ting, som vi ikke forventer at se. At kunne se med den andens blik.

Antropologisk metode går ud på at se og beskrive ’kultur’ ud fra en forståelse af, at kultur er et dynamisk og dialektisk projekt. At have blik for forventninger, fortolkninger, forandringer – såvel som fastlåste mønstre og forestillinger.

Antropologisk metode går ud på at spørge nysgerrigt på en ordentlig måde – det vil sige at spørge åbent uden at reproducere egne forestillinger og fordomme, og uden at være ledende for bestemte svar.

Kultur er ikke noget, man har. Det er noget, man gør.

Interkulturel kompetence er evnen til at kunne kommunikere, at kunne sætte sig i andres sted, at kunne forestille sig, at tingene kan være anderledes, end de er for én selv lige her og nu. At kunne se en sag fra flere sider.

Det kan være i forbindelse med at indgå i nye grupper og arbejde sammen med nogen, der ikke ligner en selv. At kunne udnytte mangfoldigheden til at kvalifcere de opgaver, man løser i fællesskab.

Det kræver ikke kun viden om andre lande og kulturer. Det kræver, at man har et nuanceret blik for værdier og normer, både ens egne og andres. At man kan forstå kultur som en dynamisk og dialektisk proces. At man kan få øje på individet. At man kan skelne mellem det man tror, og det man ved. At man kan få øje på sine egne – og andres – forforståelser, overbevisninger og fordomme. At man begynder at tvivle på alt det, man har taget for givet…

Dér kan man begynde at være nysgerrig på en ordentlig måde – det vil sige at kunne spørge for at få noget at vide, uden at være farvet af alt det, man tror.

Når jeg interviewer, undersøger, analyserer, underviser eller skriver bøger, bruger jeg blandt andet følgende metoder:

Over broen til brugeren/borgeren – feltarbejde og undersøgende spørgsmål.
Den klassiske antropologiske metode er feltarbejdet, hvor man kombinerer deltagerobservation med forskellige typer af interviews og samtaler. At komme udefra og afdække et felt fra mange vinkler og over tid gør, at man får nuancer og kompleksiteter afdækket. Interviewtyper veksler mellem uformelle samtaler, semistrukturerede interviews og fokusgruppeinterviews, hvor dialogen er i centrum. Antropologisk spørgeteknik er altid åben og ‘går efter bolden’; det vil sige at blikket og spørgsmålene følger den, der fortæller, frem for at følge de spørgsmål, man måske selv sidder med i baghovedet. Jo mindre, man tror, man ved, jo mere reel viden får man om den anden.

Antropologisk tilgang handler om at aflægge sig forforståelser og antagelser og undersøge fænomener og kulturer med åbne spørgsmål og åbent blik. Det handler om at beskrive kompleksitet og dynamik og se kultur som et fælles værested, alle er med til at skabe. Det handler om at arbejde kvalitativt ud fra en forestilling om, at ingen fortællinger er ens; men at enhver fortælling er med til at afdække en del af vores kultur. Og at enhver fortælling er lige vigtig.

Narrativ metode bygger på ideen om, at man kan ’fortælle sig selv’ på forskellig måde. Man kan lade sig definere af andre, eller man kan definere sig selv. Man kan definere sig indenfor de rammer, der er kendte, eller man kan åbne rammerne. Metoden åbner for at stille spørgsmål, der giver den interviewede mulighed for at se sin fortælling i forskellige perspektiver – og dermed også fortælle den som et dynamisk forløb, der skabes i en dialektik mellem andre og én selv.
Den narrative metode kombineret med det antropologiske blik afdækker de dominerende fortællinger, der hersker i vores samfund, og som vi alle er med til at reproducere og genfortælle. Vi forventer det, vi tror og kender; vi har en masse forestillinger om hvordan tingene er, og vi genfortæller os selv ind i disse kulturelle rammer. Sådan genkonstruerer vi fx hele tiden i fællesskab et ‘os’ og et ‘dem’.
Metoden giver mulighed for at se og arbejde med disse dominerende fortællinger og tage ansvar for, hvad det er for en kultur / nogle kulturer, vi gerne vil være med til at skabe og være en del af.

Normkritisk metode er et arbejdsperspektiv, der vender de vanlige spørgsmål på hovedet. Det giver mulighed for at dykke ned under de normer, vi tager for givet – og se dem som er konstruerede sandheder. Ofte er det lettest at ’se andres kultur’, mens ens egen kultur kun sjældent stilles til skue som noget, der er konstrueret og diskuterbar. Den normkritiske metode åbner bredere muligheder for at fortælle sin individuelle historie end dem, der er givet af den kulturelle ramme.

Livsfortællinger som genre og undervisningsform åbner for identifikation; der er altid noget, man vil kunne genkende. Men der er også altid noget, der vil være anderledes; ideen om normalitet bliver udfordret. Flere livsfortællinger side om side skaber nuancering og kompleks individ- og kulturforståelse. Menneskers forskellige kampe, overbevisninger, bekymringer – og forskellige drømme, veje og muligheder. Den kulturelle ramme er fælles og kendt – men også mulig at udfordre og at bryde.
Livsfortællinger kan skabe empati og indsigt til udsathed. Mønsterbryderhistorier kan skabe håb, mod og åbne nye veje og muligheder.