Anmeldelse af ‘De små oprør’

Dette er en bog om minoritetspigernes liv i det danske samfund. Forsiden er skøn; hverdagsbilleder af unge piger fulde af power. Bogens princip er: Mød pigerne der, hvor de er, og ikke der, hvor vi tror de er. Den bog kan være et fantastisk redskab for alle, som arbejder med tosprogede børn og unge.

Bogen rummer dels afsnit om kultur, integration, familieværdier, “ære, skam og sladder”, religion, osv., dels samtaler med mange forskellige minoritetspiger og medarbejdere i pigeprojekter forskellige steder i landet. Bogen er skrevet på baggrund af forfatterens egne erfaringer som tidligere koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes “Projekt Pigeliv”. Pt. er forfatteren tilknyttet Integrationsministeriets kampagne “Brug for alle unge”, der støtter opstart af pigeklubber landet over.

Alene bogens titel “De små oprør” antyder bogens røde tråd: Minoritetspigernes udvikling og forandringer. De fleste minoritetspiger ønsker forandring i deres eget tempo, de afprøver nye rum og afprøver nye roller uden at brænde broer og baglande. De gør små oprør. Mange oprør er måske usynlige for os andre, men de kræver hårdt arbejde for pigerne. Og stor indlevelse, respekt og viden fra vejlederes, socialarbejderes og læreres side.

Bogen giver overblik og bud på, hvordan problemer kan løses – og hvordan der kan opkvalificeres i den almindelige pædagogiske dagligdag såvel som i rådgivnings- og behandlerverdenen. Metoden, der især fokuseres på, er empowerment, en metode, der er udviklet under inspiration af brasilianeren Paulo Freires ideer om de frigørende pædagogik eller “de undertryktes pædagogik” tilbage i 1950′erne.
I forhold til de unge piger er strategien at se på fremtidsperspektivet. Spørge dem, hvem de gerne vil være og bevidstgøre dem om, at de selv er aktive kulturskabere.
Bogen gør op med den stivnede kulturforståelse, som kendetegner det meste af “integrationsdebatten”. Ifølge forfatteren handler kultur om relationer. “Kultur opstår i mødet mellem mennesker, mellem holdninger. Kultur er dynamisk og under bestandig ændring; den kan ikke fastholdes i et “nu”, men må forstås som en proces, forandring, forhandling og forvandling.” (s.19).

Marianne Nøhr Larsen udviser dog en vis forsigtighed, når det gælder kritik af integrationslovgivningen (en kritik, som man fornemmer, hun mener skarpere, end den bliver formuleret). Der savnes – i en sådan perle af en bog – en skarpere og mere præcis kritik af statens diskriminerende politik og retorik – f.eks. 24-års-reglen, tilknytningskravet, de kontinuerlige negative stereotypier som lanceres af ministre, politikere, offentlige instanser – som bidrager til at fremstille alle tosprogede som “et problem”. Og dermed præger alle tosprogedes, herunder også minoritetspigernes, hverdag og liv. Her ligger bogens eneste svaghed.

Irene Clausen