Anmeldelse i Vollsmoseavisen – januar 2005

“De små oprør” er en væsentlig bog om etniske minoritetspigers balancekunst på vejen mellem to kulturer fra fortid til fremtid.
Bogen er skrevet af Marianne Nøhr Larsen, der er uddannet antropolog og som i mange år har arbejdet med pigeprojekter. Blandt andet som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes “Projekt Pigeliv” og Integrationsministeriets kampagne “Brug for alle unge”, der støtter opstart af pigeklubber rundt om i landet.
Gennem sin indsigt og optimisme vil bogen kunne være et vigtigt bidrag til at nedbryde en række myter og fordomme om pigernes liv, tanker, drømme og visioner.

Bogen er opbygget i tre dele. Del 1 fokuserer på livsvilkår i det danske samfund. Del 2 på de redskaber der skal til for at kunne forstå hinanden trods forskellige udgangspunkter. Del 3 giver bud på anvendeligheden og er en samling af praktiske og metodiske erfaringer fra projekter og fagfolk.
“De små oprør” gør op med den formynderiske bedrevidende Kloge Åge og lader os lære, at være loyale og lytte til pigernes egne udsagn i form af citater og eksempler fra pigernes virkelighed.
Denne mængde af udsagn skaber netop et befriende og sprudlende – både realistisk og poetisk billede, der kan være med til at banke et stort hul i den fremherskende fordom om at etniske minoritetspiger kun er passive og undertrykte ofre for deres familier og hjemlandes kulturer.

Bogen henvender sig både til menigmand og til fagfolk, som også kan hente god baggrundsviden om bl.a. religiøsitet, familieværdier, opdragelse forventninger og visioner.
Bogens mange eksempler er et opgør (oprør) mod berøringsangsten og endnu et bevis på, at samtalen fremmer forståelsen. Det er ikke kulturerne der står i vejen for integrationen det er manglen på dialog og viden om hinanden og det land man lever i eller kommer fra.
Dermed bliver “De små oprør” til kampen mod at lade den blinde vise den døve vej.

Vollsmose har også bidraget til bogen idet “Aktivitetsrummet” på Vollsmose Bibliotek og “Humletøserne” deltager med citater og erfaringer.
Sidst i bogen er der en god fortegnelse over pigeprojekter og kontaktpersoner, hjemmesider og litteraturliste for de der ønsker at gøre verden større og “bygge broer” og skabe alliancer.

Steen Christensen
Projektkoordinator
“Vejledningsporten”