“De små oprør”
‘De små oprør’ er på en måde starten på Center for Interkulturel Dialog – og bogen er stadig en kerne i mit arbejde. Den har fokus på minoritetspiger – men den handler også om kulturmøder, antropologi og om at være nysgerrig på en ordentlig måde.
Bogen er pensum på videregående uddannelser i Danmark, Norge og Sverige.
Se anmeldelser og omtale af bogen
Bestil et foredrag om bogen
Bagsidetekst
Det kan være en svær balancekunst at være etnisk minoritetspige i Danmark. Både familie, venner, medier og fagpersoner tilbyder deres versioner af det gode ungdomsliv, pigeliv, kvindeliv – og alle har deres meninger om, hvad pigerne skal vælge.
De fleste piger er i færd med at gøre små oprør. De afsøger nye rum og afprøver nye roller uden at brænde broer og baglande.
De små oprør handler også om kulturmøder om hvad det er for forestillinger, vi møder hinanden med. For at kunne møde pigerne der, hvor de er, må vi stille nye spørgsmål – og også vende blikket mod os selv.
Bogen bygger på samtaler med en lang række fagfolk og etniske minoritetspiger. Den samler de bedste erfaringer fra arbejdet med pigerne i virkeligheden – der, hvor man ikke kun taler om pigerne, men med dem.Nogle har brug for støtte fra de voksne, de møder i deres dagligdag. De små oprør er først og fremmest til disse voksne. Bogen viser ind til pigernes dilemmaer og peger på deres ressourcer og visioner. Projektet og ansvaret er pigernes eget, mulighederne skal alle vi andre være med til at åbne.