Gennem lege og øvelser får eleverne deres egne holdninger i spil og en masse viden. En af de unge ’etno-homoer’ fra bogen fortæller sin personlige historie, og jeg sætter dagen i en antropologisk ramme, sådan at det ikke kun kommer til at handle om ’homoer’, men om anderledeshed og mangfoldighed i det hele taget.
FÅ EN WORKSHOP UD PÅ DIN SKOLE: Vi kan tilbyde at komme ud i de enkelte klasser, eller vi kan ’workshoppe’ med en hel årgang. Vi kan komme ud på skoler, ungdomsuddannelser, efterskoler, højskoler
FÅ EN WORKSHOP UD I DIN FAGGRUPPE: Vi kan tilbyde foredrag og workshops for lærere eller andre, der gerne vil klædes på til at arbejde med et ’brændbart’ emne – et emne der kan lede an til en masse vigtige snakke om identitet, værdier, minoritet og majoritet – og meget mere.
Gennem de seneste år har jeg – sammen med en af de unge fortællere fra bogen – været rundt på mange af landet skoler med projektet. Alle steder er vi blevet fantastisk modtaget og har fået super evalueringer – både af elever og lærere. Se fotos og ting der er blevet sagt… (se lærer-evalueringer under fotos):
Elever efter workshoppen:
”Jeg vil sætte en stopper for at homoer ikke føler sig normale!”
”Når nogen kommenterer noget dårligt om homoseksualitet og siger det er klamt, så vil jeg fortælle dem om hvordan homoseksuelle har det med at folk siger sådan noget”
”I har ændret mit syn totalt. På virkelig meget. Jeg har HADET homoer og set det som klamt og sygt. Nu er det bare helt normalt og helt ok. TAK for en super dag.”
Evalueringer af workshoppen ’Den forbandede kærlighed’
Lærernes evalueringer
Lærerne er blevet bedt om at evaluere både mundtligt og skriftligt, og vurdere workshoppens effekter umiddelbart og på længere sigt. Samtlige lærere udtrykker taknemmelighed over at have fået taget hul på emner, de ikke selv har haft mod eller viden til at give sig i kast med. De er forbløffede over lydhørheden og engagementet hos de unge. De mener, workshoppens sammensætning kommer bredt omkring og at samspillet mellem den antropologiske ramme og den personlige fortælling, der er et element i workshoppen, griber de unge og gør det relevant for hver enkelt. De er glade for dialogerne om kulturen i klassen.
Mange af lærerne fortæller om elever, der bagefter har givet udtryk for, at de har ændret syn på homoseksuelle og at de aktivt vil være med til at modgå homofobi, når de møder den. Det gælder også elever med etniske minoritetsbaggrunde. Særligt har lærere hæftet sig ved, at muslimske drenge, der tidligere har udtrykt kraftig homofobi, har vist ny åbenhed, nysgerrighed og respekt.
Evalueringerne taler bedst for sig selv. De giver et bredt blik på, hvad workshoppen kan bruges til og hvad den forandrer. Her er et udpluk:
Humlebæk Skole, 6. september 2011
”55 elever i 8. årgang på Humlebæk Skole blev chokerede, fascinerede og interesserede tirsdag d. 6. september 2011. Vi lærere i årgangen siger mange tak for en skøn oplevelse. Det var på alle måder en god dag. Alle elever fik noget at tænke over, og nogle fik rykket deres grænser for tolerance, fordi de blev opmærksomme på problemstillinger, de ganske enkelt ikke anede eksisterede.
For nogle enkelte elevers vedkommende ramte dagen dem lige i hjertekulen. En sagde, at hun nu må hjem og tale med familien om homoseksuelle. Hun ville gerne forklare dem om den anden side af tingene. En anden åbnede lidt op for sine egne tanker og fortalte, at hun ’nok er sådan en drengepige’, og en af klassens bøller sagde: “Tak, det var spændende”.
Skolen står midt i en fusion, og det samme gør årgangens elever. Som lærere tror vi, at de gik hjem med højere til loftet end de kom. De fik mulighed for at høre om forskelligheder og minoriteter sat på spidsen. De små forskelligheder, vi ser i hverdagen, virker nok ikke så fremmedartede længere.
Vi kunne sagtens have brugt 2 dage eller mere med jer. Men en rækker heldigvis langt.
1000 tak for en superinspirerende workshop.”
På vegne af alle årgangens lærere, Rikke Gruber-Riemer
Lundehusskolen, Kbh Ø, 22. September 2011
”Mange af mine elever (på nær 1) har fået et helt andet syn på homofile.
Vi taler stadig med mellemrum om jeres besøg og ikke mindst den helt fantastiske måde Saida fortalte om de problemer hun har haft med at fortælle og blive accepteret i familien.
Jeg synes at I burde komme ud med jeres budskab til mange flere – især fordi det er tabu når man er muslim. Tak for en SUPER dag!”
Conny, lærer
Tagensbo Skole, Kbh NV, 11. Oktober 2011
”Eleverne på Tagensbo skole har baggrund i mange forskellige miljøer og kulturer. Således er omkring 90 % af nuværende 8. og 9. klasser tosprogede elever med de forskelligheder i holdninger, livssyn og identitet, som det nu kan medføre.
Eleverne er ivrige debattører, nysgerrige og videbegærlige – og bærer også præg af den islamiske kultur, som mange er vokset op med. Rigtig mange elever tager afstand til emner som homoseksualitet. Ingen af dem taler med deres forældre om det og kunne ikke forestille sig, at det ville være muligt at komme til at acceptere de rettigheder, som homoseksuelle har i DK.
Marianne Nøhr Larsen og Saida formåede med deres workshop på en enkelt dag at rokke ved elevernes holdninger og fordomme til emnet homoseksualitet. Det var fantastisk for os lærere at opleve, hvordan elevernes interesse skærpedes i løbet af dagen, når Marianne satte eleverne på den ene prøvelse efter den anden i de workshops, hvor de fik indsigt i egne og klassens syn på mange ting. Ind i mellem fik de så en masse fakta om emnet og de havde mulighed for at stille spørgsmål, hvilket også gav mange gode og lærerige debatter.
Saida gjorde et stort indtryk på alle med sin personlige historie og den åbenhed, hvormed hun lod eleverne spørge ind til sit liv og sin situation. Hun formåede at holde begge klasser i sin hule hånd. Det var utrolig vigtigt og givtigt, at eleverne her havde en homoseksuel pige, der også var indvandrer som dem selv, så tæt på og kunne tale direkte med hende
Nogle udsagn efterfølgende:
- ”Men du er jo helt normal”
- ”Nu tror jeg ikke der er flere fobier tilbage i klassen ” (efter at have hørt Saida og fattet stor sympati for hende og hendes situation)
- ”Nu kan der godt gå en homoseksuel elev i vores klasse. Men jeg kan bare ikke sidde ved siden af hende” J
- ”Kan vi få lov at læse din bog?”
Sådan en dag er guld værd for os lærere, vi fornemmer at eleverne har taget kvantespring i at udvikle sig personligt og holdningsmæssigt. Vi kan varmt anbefale denne workshop til mange flere unge i folkeskolen m.m.”
På vegne af lærerne i udskolingen, Toni Tanderup
Dyvekeskolen, Kbh S, 22. November 2011
”Det er mit klare indtryk, at eleverne oplevede dagen som et positivt indspark. Der har ikke været negative reaktioner på dagens oplevelser eller samtaler. Tværtimod er det min oplevelse at flere elever har fået en bredere forståelse af, hvilke udfordringer man kan møde i livet og i familien, samt fået en forståelse for, at det er ganske normalt at møde disse udfordringer. Samtidig har en enkelt elev direkte sagt, at hun synes, at det var modigt og stærkt af Saida at fortælle sin historie. Jeg tror, at Saidas modighed og viljestyrke kan virke meget inspirerende på eleverne.
Vi brugte inspiration fra dagen umiddelbart efterfølgende, for om mandagen lavede vi brainstorm over mulige konflikter, man kunne ’bygge ind’ som omdrejningspunkt for sin novelleskrivning.
Derudover har flere elever været optaget af nogle af de begreber, som vi arbejdede med på dagen – særligt begreberne minoritet og majoritet er blevet diskuteret.
Nogle af eleverne havde jo skrevet (i deres evalueringer, red.), at de i fremtiden ville tænke over valg af ord, når de snakker med og driller hinanden. Jeg tror, at det er noget af det sværeste for dem at lægge fra sig. Jeg oplever langt de fleste elever i klassen som meget tolerante og rummelige, men på trods af det og på trods af det fokus, der var på dagen, da I var på besøg, så har jeg alligevel oplevet nogle af drengene sige ’bøsse’ til hinanden efterfølgende.
Samlet set tror jeg, at effekten på kort sigt i skolesammenhæng kan måles i fx ideer til konflikter i det skriftlige arbejde og opmærksomhed på de begreber, vi blev præsenteret for. Uden for skolesammenhæng tror jeg, at der er nogle af eleverne, der forholder sig mere kritisk til deres forældres holdninger og normer, og nogle elever der i højere grad tør tage en (mindre) konflikt med deres familie, om noget som de oplever urimeligt.
Det er svært at gætte på, hvilken effekt dagen kan have på lang sigt. For de elever der lever et rimelig uproblematisk liv i forhold til familie, kultur og religion tror jeg, at dagen kan betyde, at de har et konkret og positivt eksempel på, hvor vigtigt det er, at vi mennesker er imødekommende og tolerante over for hinanden samt at de ved, at man kan være meget forskellig fra andre på et område og alligevel have meget tilfælles med andre på mange andre områder. For de elever der selv oplever store konflikter i forhold til identitet, anderledeshed, familie, kultur og religion, der tror jeg at dagen senere hen kan have en afgørende betydning for dem – at den kan være en styrke for dem. At den kan være et eksempel på, at det er normalt at føle sig anderledes, at det er normalt at have konflikter med sig selv og sine nærmeste, og at det kan lade sig gøre at tage kampen op og vinde den, så man får det bedre med sig selv.
Jeg synes, at det var en fantastisk inspirerende dag, der åbnede for nogle gode og meget vigtige refleksioner. Jeg synes, at det var skønt at eleverne blev inddraget på gulvet og gjort opmærksomme på deres ligheder og forskelligheder. Derudover var det stærkt, at de blev præsenteret for Saida og hørte hendes historie. Den virkede stærkt på dem, og de synes, at hun var sej.”
Ditte, lærer
Vejlby Skole, Risskov (Århus), 20. Januar 2012-11-10
”Dagen har været medvirkende til at to af vore piger har haft mod til, at stå ved at de er til piger. Det virker som om de andre har accepteret dette. Det tror jeg ikke kunne være gået så godt, hvis ikke det var for jeres workshop. Håber vi ses igen til næste år.”
Susanne, lærer
Lergravsparken Skole, Kbh S, 23. Maj 2012
”Eleverne var meget glade for dagen, de lærte en del nyt og gav udtryk for, at det var dejligt at høre en ægte fortælling fortalt af den person, som oplevede det.
Det er supergodt, at du Marianne får stillet en masse åbne spørgsmål. Godt at du får gjort tydeligt, at der i det her ikke er nogen facitter, men at det er vigtigt at hver især tænker og reflekterer over de ting, vi bare tager for givet. Normer, roller, grænser, ord vi bruger osv.
Du har meget ro i din tilgang til eleverne; det virker godt at du ikke afæsker dem svar; jeg kan mærke de sidder og tænker over de spørgsmål du stiller og det er fint at de ikke hele tiden skal finde konsensus med de andre, men også får reflekteret selv.
Det er godt at du får forklaret de svære ord og begreber, og at du gør det på en måde der ikke nedgør eleverne. I fanger begge to de unge supergodt – I taler på niveau med dem. Det er godt at det ikke bliver en dossering, selvom der er mange informationer.
Jeg synes i det hele taget det har været en afmystificering af et tabubelagt emne, på en enkel måde og med gode eksempler.
Det er rigtig godt at du involverer eleverne så meget som muligt og det er tydeligt, at de godt kan lide øvelserne, hvor de skal tage stilling og finde ud af, hvad de mener.
Alle 8.klasser burde have sådan en dag!
Tak til jer begge for jeres dejlige måde at møde eleverne på.”
Inga Bruhn, lærer
Holbergskolen, Kbh NV, 31. Maj 2012
Her har læreren evalueret med elever og lærere et halvt år efter vores besøg:
”Nu har jeg, efter et halvt år, igen talt med både eleverne og de kolleger, som var til stede ved workshoppen.
Eleverne var særdeles begejstrede og huskede tydeligt flere detaljer. De huskede dagen som engagerende og informativ. Det lød som om, de var blevet tvunget til at tænke over nogle dilemmaer. Samme evaluering gav de kolleger, som var der under forløbet.”
Pernille, lærer
Rådmansgade Skole, Kbh N, 26. September 2012
”Eleverne var grundlæggende optagede af emnet, men et par af dem også på vagt, fordi de har en del fordomme. Deres oplevelse var først positiv, men efterhånden blev de trætte, og især de mange spørgsmål og forklaringer gjorde, at de mistede koncentrationen nogle gange […].
På sigt tror jeg dog helt klart, at det gør noget, både fordi de husker historien og så mennesket bag, og de dermed vil have en lidt større tendens til at se det fra den homoseksuelles side også. Desuden er de meget nysgerrige på hvorfor – biologisk eller omgivelsernes påvirkning. Det er noget, de er ret usikre på, og når vi har talt om det, har jeg refereret til både filmene og Saidas historie, hvor de fortæller, at de ikke selv vidste, hvad det var, før de mødte det andre steder, at de selv følte det forkert i starten i forhold til deres tro osv.
Jeg synes også, at det er et emne, de er åbne for at snakke om nu, måske i højere grad end før, i hvert fald kan de forholde sig lidt mere undrende til det. Det er også et godt tidspunkt, for det er nu, de skal finde sig selv og søger en masse svar, som de sjældent får hjemme.
Mht. til trivsel i klassen, ved jeg ikke, men jeg tror, det hjælper hver gang et tabuemne kommer op, og de får lov til at tale om ting, de ellers ikke gør. Og hvis nogen skulle springe ud en dag, har de i hvert fald et lidt bredere billede af, hvad det vil sige at være homoseksuel.
En af drengene har udtrykt, at han selv var lidt overrasket over at møde Saida og at se, at hun jo bare var helt almindelig og faktisk sød.
Til slut vil jeg sige, at det er noget, man bør fortsætte, men i klasser som vores, skal det kortes af, og der skal kun være en klasse af gangen (vi underviste to store 8. Klasser med 95% etniske minoritetselever, red.) , hvis det skal køre optimalt. Hellere en kortere dag, som de husker for det gode, og det kan jo netop være noget, der følges op på i undervisningen, som vi har gjort. Vi vil helt klart også bruge det materiale/filmene, som vi fik af jer.”
Karin, lærer
Flakkebjerg Efterskole, 8. November 2012
”I nåede klart ind til et efterskolepublikum. Eleverne var optagede af både din diskursive del af aftenen, og af Saidas historie. Det var så godt med spørgsmålene og øvelserne, hvor eleverne blev involveret og skulle tage stilling. Det er en lettelse ikke at have nogen slides eller power point. Meget mere direkte og nærværende.
Tusind tak for denne gang. Det var så stærkt og så opslugende interessant og jeg snakkede med rigtig mange elever som syntes det samme.”
Sasha, lærer